Alterdug og altertæppe

Alterdug og altertæppe

 

Alterdugen.

 

På alteret i Horne Rundkirke ligger en sart hvid dug, hvor troens, håbets og kærlighedens symboler hænger ned over alterets flade og omkranser hele alterets øverste del. Ganske stilfærdigt uden at gøre noget væsen af sig. Kun virkelige kendere til kniplingens gamle kunsthåndværk vil kunne vurdere den kunnen og den tid, der er anvendt her.

Dugens bort er kniplet af kniplersker fra Horne Sogn, og primus motor i dette arbejde var Sigrid Bild, der nu ligger på kirkegården. Da altertæppet (se nedenfor) var ved at blive broderet af 32 brodøser, hvoraf Sigrid var en af dem, konstaterede Sigrid ved et arbejdsmøde i kirken, at alterdugen havde set bedre dage. Slidt og hullet var den. Derfor tog hun, der både var en øvet syerske og kniplerske, initiativ til, at en ny dug blev fremstillet. Sigrids allerførste tanke var, at mønsteret skulle dannes af troens, håbets og kærlighedens symboler. Symboler, som de allerfleste genkender og har en personlig forståelse af.

Grundige opmålinger af alteret sammen med en ivrig bearbejdelse af ideer, der dukkede op i den kreative proces, blev til det mønster, prikkebrev, Sigrid kunne præsentere for de øvrige kniplersker.

Et stort kniplebræt fik nu forskellige stuer at opholde sig i, alt efter hvis tur det var. I månedsvis glødede kniplepindene, og der blev talt slag, indtil indvielsen.

Kilder: Hanne Bild og Karen Marie Udenby
 
Sigrid Bild i den grønne bluse sammen med knipleholdet.Alterdug 3

 

Borden på alterdugen som den ligger i dag.Alterdug 5 edited

 

 Altertæppet.

Selv om altertæppet er holdt i stilfærdige grålige farver, springer det i øjnene med sit store asymmetriske kors omgivet af andre kristne symboler. Nogle er ligetil at tolke, andre vækker til undren. Alt dette er et bevidst valg fra den daværende Horne-kunstner, Allan Ørtvigs side. Det var ikke en hvilken som helst opgave, Finn Edvardsen (præst ved kirken 1988-2000), havde udstukket: Den gamle middelalderkirke med dens berømte alterbillede af C.W. Eckersberg skulle det nye altertæppet falde i med.

Opgaven kom sig af, at kirkesynet med provsten i spidsen i 1994 kasserede det gamle altertæppe. Tre kvinder fra menighedsrådet, Karen Møller, Anne- Marie Hansen og Kate Hansen tog initiativ til et nyt broderet tæppe. Første skridt var studieture til andre kirker, indsamling af detaljer om tæppets materialer med god hjælp fra Kerteminde Husflidshøjskole. Allan Ørtvig tegnede sit godkendte mønster over på det tomme tæppes tre baner. Og de 32 dygtige brodøser gik i gang med korssting. Hver havde de en uge med en af de tre baner. Onsdag eftermiddag i præstegården blev arbejdet overdraget til 3 nye brodøser, samtidig med at erfaringer med sy-arbejdet blev videregivet over en kop kaffe. Et års tid og 750.000 sting senere kunne altertæppet monteres, klar til indvielse i kirken.

Horne Kirkes Udsmykningsfond med arvede midler fra Martha Poulsen, Dyreborg, stod for økonomien.

 Den 25. maj 1997 holdt den daværende biskop indvielsesgudstjenesten for alterdugen og altertæppet. Af en grund vi ikke kender, blev alterdugen ikke nævnt, så Sigrid og hendes medarbejdere gik skuffede fra kirke.

Bagefter var der middag i præstegården for sognets flittige kvinder og Allan Ørtvig.

Kilder: Kate Hansen, Else-Marie Olesen og diverse avisudklip.

Vi har mange omvisninger i kirken, hvor der vises stor interesse for alterdugen og altertæppet.

Hanne Wolfsberg
Allan Ørtvigs skitse af altertæppetSkitse af altertæppe 2
 
 
Fire af brodøserne viser de tre baner frem.
Brodøser med Altertæppe1 edited
 
 
Brodøserne i Præstegården, sammen med Allan Ørtvig
Brodøser på Præstegården 1 edited