Når et barn eller en voksen døbes i Horne Rundkirke, tænder præsten et dåbslys, der skal minde den døbte om dåben:
Og ved tidens grænse lever fortsat
dine løfteord ved døbefonten,
Dåbens lys er tændt, når livet slukkes.DDS 448: Fyldt af glæde over livets under, strofe 5.
Anne Lise Spange i menighedsrådet, farmor til et dåbsbarn i kirken, gjorde opmærksom på, at det var en flad fornemmelse at gå hjem med et lys uden stage.
I Dyreborg bor en dygtig drejer, som vi gav opgaven. Henning Halvorsen har tidligere udført tømrerarbejdet på Graverhuset. Denne nye opgave ansporede ham, og inden længe havde vi 35 stager i drejet eg klar til de mange, der døbes i Horne Rundkirke hvert år.
Henning Halvorsen fik en ny opgave til kirken: Et nyt jordpåkastelses-sæt.
” Det har jeg aldrig prøvet før, så det tror jeg nok jeg kan,” (Pippi Langstrømpe). Med den indstilling gik Henning Halvorsen i gang med eg- og wengetræ på sin drejebænk. Kom med en prøve i halvt format, som vi fandt smuk.
Og nu står kirkens nye jordpåkastelses-sæt i koret sammen med døbefonten og minder kirkegængere og besøgende om de to begivenheder, der omkranser et kristent liv.